Vipp sæbedispenser

Vipps sæbedispenser er designet af Vipp Design Lab med et tydeligt slægtskab til Holger Nielsens ikoniske pedalspand fra 1939. Sæbedispenseren er fremstillet i stål og gummi og fås som standard i sort og hvid.

Historien om Vipps verdensberømte badeartikler starter helt tilbage i 1931, hvor 17-årige Holger Nielsen vinder en bil i en lodtrækning på det lokale fodboldstadion. Holger har ikke kørekort, så han sælger bilen og investerer i stedet i en metaldrejebænk. Årtiet efter, i 1939, designer Holger Nielsen en skraldespand til sin kones frisørsalon, og Vipp pedalspanden ser dagens lys. Et dansk designikon var født.

Det var dog først, da Jette Egelund, 2. generation i Vipp-familien, overtog metalvarefabrikken i 1992, at det lille familieforetagende for alvor tog fart. Jette Egelund troede på sin fars design, og på få år lykkedes det hende at udvide både produktionen, medarbejderstaben og Vipp-sortimentet, der i dag tæller bl.a. den elegante Vipp sæbedispenser.

Vipp 9 sæbedispenser er designet af Vipp Design Lab med et tydeligt slægtskab til den 76 år gamle pedalspand og fås både i den klassiske udgave samt til montering på væg. Fælles for dem begge er, at de er fremstillet i rustfrit stål med en bund af silikonegummi, der sikrer, at sæbedispenseren står fast på de fleste overflader. Den specialfremstillede pumpe med det brede pumpehoved sikrer desuden nem enhåndsbetjening. Vipp sæbedispenser måler ca. 13 cm x 8 cm og har en volumen på 400 ml.